Egtvedpigens verden skal være det sted hvor de fortællinger vi som moderne mennesker kan spejle os i, knytte os til følelsesmæssigt- og forståelsesmæssigt, bliver levende og vedrørende for os. Derfor er ideen om at skabe et museum på vrangen som favner kroppens rejse, styrke og skrøbelighed, en smuk mulighed for at skabe forståelse igennem sammenhæng mellem forskning, mennesket, sjælen og naturen. Museet er en formidlende vandring og fortælling, der i perceptionen mellem den besøgende og stedets opbygning bliver til en levende og nærværende historie. Her tilbydes vi at se ind i sprækker af fortiden, og dermed opleve og måske forstå, hvem og hvor vi selv kommer fra. Et oplevelsesrigt møde med Danmarkshistorien, hvor du som besøgende selv er med til at skabe det narrativ du indtræder i, mens du bevæger dig igennem landskabet.

Forslaget vægter en formidling der bygger videre på stedets iboende naturmæssige karakterer og indtager samtidigt himlen over os. For den danske natur, solen, stjernerne og årets gang - oplevede Egtvedpigen også. Hun stod også med hænderne i vildengens vindblæste blomster og vandrede igennem landskabet, med sol og vind som sine følgesvende. Tilknytningen til jorden der betrædes, stedet og himlen genskabes i projektet ved at skabe fysiske tilgængelige forløb, der fokuserer på det vi deler - det nutidige menneske og datidens menneske i bronzealderen. Men sætter samtidig også fokus på det fremtidige perspektiv og det større verdensbillede. Ved at skabe denne forbindelse som hovedgreb, åbnes vores sanser og oplevelse af den komplekse historie, de mange fund og den videnskabelige fortælling, mens der samtidig skabes en sprække til Egtvedpigens sind og personlighed. Hvad tænkte hun på da hun lå og stirrede op i himlen?